Du kan ankomme via den overdækkede hovedindgang eller gennem den forskudte dobbeltgarage, som har direkte adgang til bryggerset. Herfra træder du ind i en rummelig entré og fordelingsgang, der giver adgang til tre gode værelser og et badeværelse.
For enden ad gangen åbner det store køkken-alrum sig, hvor ovenlys og store terrassedøre lukker dagslyset ind og skaber en luftig atmosfære i rummet. Køkkenøen har en central placering i rummet, som giver rig mulighed for at kombinere madlavning og samvær. Derudover har køkkenet rigelig skabsplads og adgang til et praktisk depot, som gør det nemt at organisere og holde overblik – også når hverdagen suser afsted.
Fra køkken-alrummet er der ligeledes direkte udgang til en terrasse, hvor en smuk læmur skaber et privat uderum. Husets hyggelige stue ligger i forlængelse af alrummet og fungerer som bindeled til voksenafdelingen med soveværelse, walk-in-closet og et dejligt badeværelse.
Garagen fuldender helheden med teknikskab, dobbelte porte og vinduer i stil med husets øvrige arkitektur og detaljer. Og hvor de brunrøde mursten leder tankerne hen på dansk byggetradition, skaber de sorte tagrender, zinkbeklædning og vinduesrammer en elegant kontrast.