Skab en optimal indretning med indbyggede opbevaringsløsninger
God opbevaringsplads i hjemmet er uundværligt – og som nybygger har du en unik mulighed for at få det tænkt ind som en integreret del af din planløsning rigtig mange gode og smarte steder, hvor det vil have en både praktisk og æstetisk funktion. Her får du chefarkitekt i HusCompagniet, Nicolai Birk Jensens, bedste råd.
Der er masser af potentiale, når det kommer til få tænkt indbygget opbevaring ind i din planløsning, når du skal bygge nyt. Ved at gøre det sikrer du dig en helt optimal indretning, hvor alle kvadratmeter er udnyttet til fulde.
Ifølge chefarkitekt i HusCompagniet, Nicolai Birk Jensen, gælder det om at tænke i både traditionelle og nye steder til indbygget opbevaring.
”De helt traditionelle steder er f.eks. et viktualierum tæt på køkkenet – det, vi i HusCompagniet kalder et skjult depot. Det er virkelig smart og meget efterspurgt blandt vores kunder,” forklarer Nicolai Birk Jensen.
Det samme gør sig gældende med en walk-in løsning eller store, indbyggede skabe i forældreafdelingen, ligesom det er oplagt at tænke opbevaring ind i entréen og bryggers.
”I bryggerset er der mange, der vælger at gemme alt teknikken bag store, indbyggede skydelåger, hvor det også er en smart løsning at indrette et ventileret tørrerum til vasketøj,” siger Nicolai Birk Jensen.
I entréen er det f.eks. en populær løsning at få bygget en bænk ind i en skabsvæg.
”Indbygget opbevaring i gangarealer er også en måde at sikre, at gennemgangsrum ikke blot er gennemgangsrum, men også har en reel funktion,” understreger han.
Indbygget opbevaring har spredt sig til hele hjemmet
Ønsket om mere indbygget opbevaring har spredt sig fra de traditionelle områder til flere – nærmest alle – afkroge af mange hjem i dag.
”Der er flere og flere, som vælger indbyggede opbevaringsløsninger i børneværelserne, hvor vi f.eks. arbejder med løsninger, der giver en kombination af en integreret skabsvæg og et skrivebord,” forklarer Nicolai Birk Jensen og tilføjer, at der også er en større efterspørgsel på mindre walk-in skabe til børneværelserne, hvor der er fokus på, at opbevaringsløsningerne skal kunne rumme store mængder legetøj og tøj.
”Generelt anbefaler vi at huske at tænke opbevaring ind, der hvor der er aktivitet i hjemmet, f.eks. i multirummet, som mange typisk placerer i børneafdelingen,” siger Nicolai Birk Jensen.
”Der er også mange, der vælger en alkove med indbygget opbevaring som en del af enten stue eller køkken-alrum, hvor familien typisk samles.”
Brug alle flader
En ting, der er vigtig at huske på, når man skal i gang med at bygge nyt er, at det ikke nødvendigvis er antallet af kvadratmeter, der skaber den bedste indretning.
”Det handler om, hvordan man udnytter de enkelte kvadratmeter, og her spiller opbevaring en stor rolle,” understreger Nicolai Birk Jensen.
Man skal samtidig huske ikke kun at bruge gulvpladsen på opbevaring – alle flader kan komme i spil – og hvis du har god rumhøjde, er der masser af plads at tage i brug.
”Vi rådgiver til at bruge ekstra rumhøjde til ekstra skabe,” tilføjer Nicolai Birk Jensen og forklarer, at indbyggede skabe også har en god effekt på akustikken i et nyt hus.
”Endnu en grund til at vi anbefaler indbygget opbevaring er, at det er lyddæmpende værelserne imellem.”
Godt for både praktik og æstetik
Når man overvejer at indtænke indbygget opbevaring i sit nye hus, er også det værd at huske på, at det ikke kun har en praktisk funktion. Æstetisk kan det også gøre en masse for udtrykket i dit hjem.
”Indbygget opbevaring højner kvaliteten af rummet, fordi det skaber et mere færdigt og harmonisk udtryk end langt de fleste fritstående opbevaringsløsninger, hvor der næsten altid vil være noget, der stikker ud,” forklarer Nicolai Birk Jensen.
”Samtidig giver det noget varme og noget stemning og en god finish, uanset hvor det er i huset,” tilføjer han.
Samler eller minimalist
Kunne man i princippet fylde hele sit hjem til med indbygget opbevaring?
”Det er selvfølgelig vigtigt at huske at efterlade nogle vægflader til det, du har lyst til at hænge op på væggene,” siger Nicolai Birk Jensen og fortsætter:
”Samtidig skal du overveje med dig selv, hvem du er. Er du ”samler”, eller er du minimalist? Og hvad er din hobby? Der skal være plads til grej og udstyr. Det er vigtigt at tage højde for tidligt i processen, fordi du har den her unikke mulighed for at få et resultat, der passer perfekt med hverken for meget eller for lidt plads til opbevaring.”
”Indbygget opbevaring koster også, så derfor gælder det også om ikke at bygge mere, end du har brug for.”