HusCompagniet

Da parret besluttede sig for at bygge nyt, var det med ønsket om at skabe et hjem, der både emmer af hygge, personlighed og funktionalitet, og hvor hver eneste kvadratmeter er gennemtænkt.

“Vi drømte om et hjem, hvor både børn og voksne har lyst til at være. Et sted hvor der er plads til både vores venner og børnenes legeaftaler,” fortæller Lisa

Samtidig betød husets æstetik meget for parret. Det skulle være nemt at holde pænt og ryddeligt i hverdagen.

”Vi gik efter en balance mellem æstetik og funktionalitet – et hus, der ser indbydende ud, men som også fungerer i praksis. Med skjulte depotrum eller walk-ins i næsten alle rum føles huset både ryddeligt og overskueligt,” forklarer Lisa.

 

Fra drøm til plan

Drømmen om at bygge nyt havde længe spiret hos Lisa. I deres gamle hus var der mange ting, der fungerede, men også en del, der kunne forbedres. Hun lavede en liste over alt det, hun elskede – og alt det, hun manglede.

Med listen i hånden begyndte parret at besøge udstillingshuse i weekenderne for at samle inspiration. Da de mødte deres byggerådgiver fra HusCompagniet, var de ikke i tvivl: kemien var der med det samme.

"Vores byggerådgiver, Mia, kom med så mange gode ideer, og vi kunne bare mærke, at hun ville os det bedste. Det betød lige så meget som prisen, da vi skulle beslutte, hvem vi skulle bygge med,” siger Christian.

Med en klar vision og en grund tæt på skole, venner og bedsteforældre, var fundamentet for familiens drømmehjem på plads.

 

Designet med omtanke

Lisa og Christian havde et klart billede af, hvordan deres nye hjem skulle føles: rummeligt og med højt til loftet i køkken-alrummet, men samtidig med små, hyggelige kroge, hvor man kan trække sig tilbage.

Allerede tidligt traf de et af deres vigtigste valg: en loftshøjde på 264 cm i hele huset – kombineret med et imponerende kiploft på 25 grader i køkken-alrummet. Det skaber både luft, volumen og en markant arkitektonisk effekt.

For ekstra lys, og mulighed for at køle rummet ned på varme sommerdage, har parret valgt et elbetjent ovenlysvindue i køkken-alrummet.

Husets stil udsprang af et sæt marmorfliser i brune og varme nuancer, som Lisa havde forelsket sig i og fundet som restparti. De kom til at sætte tonen for hele indretningen – der generelt bærer præg af meget personlige og ret modige valg.

De brune mursten (EW 2448 – Willems Forest fra Egernsund Wienerberger), som huset er opført i, er også brugt flere steder indenfor i hjemmet og binder de varme farver sammen som en rød tråd, brudt af grønne og orange detaljer, der giver ekstra personlighed.

Parret valgte desuden Kupfer Patina Alu til inddækningerne, som harmonerer smukt med murstenenes varme spil og de chokoladebrune vinduer. Valg, der tilsammen giver huset et helt unikt udtryk.

“Jeg lavede et moodboard med farver, klinker og materialer for at se, hvordan det hele hang sammen. Det gjorde det nemmere at skabe den røde tråd,” fortæller Lisa.

Sidst men ikke mindst har de i stuen indsat et sansevindue, der skaber et smukt kig og skaber en god forbindelse mellem ude og inde.

Et hus fuld af gennemtænkte opbevaringsløsninger

Hos Lisa og Christian gemmer der sig overraskelser bag mange af dørene. De har nemlig seks såkaldte ”Narnia-døre” til skjulte depotrum: skabsvæg med indbygget walk-in i soveværelset, små walk-ins på børnenes værelser, et hemmeligt garderoberum i entreen, et depotrum i køkken-alrummet og ekstra opbevaring i kontoret.

”Det gør det nemt at holde huset ryddeligt, selv med mange børn på besøg – og gæster bliver altid overraskede, når de åbner en dør og ser, hvad der gemmer sig bag,” smiler Lisa.

 

Et hjem med hjerterum – og plads til børnene

I dag bor familien i deres drømmehus – et hus hvor både de store linjer og de små detaljer er gennemtænkt. Og næsten hver dag er der legeaftaler, som får huset til at summe af liv og børnelatter.